Den etniske rejse til Tanzania er en mulighed, du kan vælge i forlængelse af et højskoleophold på Uldum Højskole. På mange måder er udbyttet af det at rejse, og at gå på højskole, det samme. Du møder nye mennesker, og får oplevelser, som du kan spejle dit eget liv i. Gennem mødet med andre mennesker og kulturer bliver vores liv sat i perspektiv, og du bliver i stand til bedre at kunne reflektere over, hvad der betyder noget for dig som menneske. Ved at rejse med en gruppe du kender fra højskoleopholdet, får du både den tryghed og inspiration, der gør mødet med lokalbefolkningen i Tanzania til en helt unik oplevelse.

Rejsen arrangeres af vores lærer, Kim Lund Nielsen, som er uddannet etnograf. Han står for undervisningen på højskolen, og han tager med på rejsen som rejseleder og tolk. Før rejsen varmer vi op på Uldum Højskole med et fag om Tanzanias historie og kultur. Det giver et indblik i samfundets udvikling, erhverv, religion, familiemønstre, skik og brug m.m. Du bliver også introduceret til det lokale sprog: swahili, så du kan hilse og handle uden tolk. Derudover bliver der lejlighed til at tale om alt det praktiske fra visum og valuta, til sundhed og sygdom, kost og logi, tøj og sko, kryb, kravl og klima.

Kim har et hus i den tanzanianske landsby Rundugai, som er rejsens mål, hvor du kommer til at bo sammen med to eller tre andre rejsedeltagere. I Rundugai er I sammen med lokalbefolkningen og deltager i deres hverdagsliv og snakker med dem om arbejde, tro, sundhed mv. På rejsen besøger vi også Masaierne og tager på safari.  Der er typisk 10 - 20 deltagere med på den etniske rejse, som varer 18 dage.

På denne hjemmeside kan du finde en masse oplysninger om rejsen. Oplysninger om højskolen kan du finde ved at klikke på linket til Uldum Højskole. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte Kim og højskolen for yderligere spørgsmål..

 

 

Senest opdateret ( Mandag, 3. oktober 2011 12:04 )